Kawasaki ER-5 af Lone S.
I det herrens år 1990 fik jeg smag for livet på 2 hjul - (som bagsædepassager). Alligevel skulle der gå 8 år, før jeg endelig stod med pappet i hånden
Og da det nu var nået så langt, skulle jeg saftsusememig også have noget at køre på. Spørgsmålet var bare hvad???? Kørekortet havde jeg taget på en Yamaha 600 Diversion, så'n en skulle det nu ikke være. Næ, jeg forestillede mig mere noget med en masse krom, et halvhøjt styr - noget der passede sammen med at kunne svinge sit lange hår ud af hjelmen….
Jeg indledte jagten og måtte hurtigt konstatere, at det var noget at en jungle, jeg bevægede mig i. En ny chopper var mig lidt for krydret i prisen og en brugt - jamen jeg anede ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle se/høre efter
Så da jeg havde set en masse forskellige og brugt ½ formiddag på at forsøge at kickstarte en eller anden gammel sag, erkendte jeg, at jeg nok skulle have én med elstart, og samtidig ringede min gamle far, han havde set en brugt Kawasaki ER-5 hos Feldballe MC. JEG skulle i hvert fald ikke have en Kawasaki - hvilket i min uvidenhed var ensbetydende med en stor grøn Ninja-model.
Men jeg overgav mig, tog ud og kiggede, prøvekørte den og så var jeg solgt.
Min nye mc var flot sort, årgang '97, havde kørt 6.500 km og blev min for 55.000 kr. incl. levering. Forhandleren (Niels Åge) - en rigtig kræmmer virkede fair, og i fald prisen for cyklen var for høj, slog han uden at fortrække en mine, en pæn del af prisen på beklædningen, som jeg også købte der.
"Feboen" (opkaldt efter noget af det lækreste i Holland!!) passede fint til mig som grøn mc-ist, jeg ville gerne have begge ben solidt plantet i jorden, når jeg holdt stille. Og lange ben kombineret med lav sædehøjde var en super kombination til at opfylde det ønske. Den er nem at håndtere, kan køres blidt, men også trække afsted hvis man "vrider svinet i øret"…
Jeg købte den uden kåbe (og kører stadig uden), det kræver i starten af sæsonen lidt optræning af nakkemusklerne og betyder en max. hastighed på 120-130 (hvis det skal være behageligt…). Jeg overvejer at udstyre den med en eller anden form for kåbe.
Lyden af symaskine var egentlig ok, lige indtil min første fællestur med Aros, da opstod pludselig ønsket om noget mere lyd, men også det kan der jo med tiden rådes bod på.
Bagsædepassager kan man fint have med, man sidder en smule trangt, men det går an.
Den er jo rimelig ny, og indtil videre har jeg da heller ikke haft problemer af nogen art. Den starter trofast og er desuden økonomisk at køre (gennemsnit. 22 km/l).
Mit største benefit af "feboen" fik jeg, da jeg sidste år startede med at arbejde i en børnehave, hvor 2/3 var drenge - da var jeg altså noget af det sejeste, siger jeg jer. Nå, ja bortset fra ham den ene, der sgu' bliver ved med at kalde den for en knallert…..
TEKNISKE DATA: Kawasaki ER-5
Motor: Vandkølet 2-cyl., 4-takt, 8 ventiler
Effekt:
50 hk v. 9000 o/m
Stel: Dobbelt lukket stål-rørstel, sædehøjde 780 mm
Bremser:
For-enkeltskive, bag-tromlebremse
Vægt: 174 kg.
Pris
(2000): 69.999kr.