Ruten som vi har kørt.

Naturhavn ved Gjógv. Bemærk Linda lige til højre for båden, giver en idé om størrelsen.

For enden af kløften er der åbent ud mod Atlanterhavet. Fra Gjógv gik turen videre til bygden Funningur, om hvilken det siges at Færøernes første landnamsmand, boede. Derfra kørte vi tilbage til øen Streymoy, hvor vi fulgte vej nr. 10 og senere vej nr. 50, langs kysten tilbage til Thorshavn, hvor vi bl.a kørte igennem den meget omdiskuterede tunnel. Turen blev på ca. 140 km i alt. Der var enkelte byger, overskyet og blæsende, temperatur på ca. 10°C
Næste dag (tirsdag d. 2/7) kørte vi en tur til Vestmanna. Her tog vi på fuglefjeldstur. På turen sejlede vi forbi en forladt by. Vi fik at vide hvordan de hejser fårene op på klippeskråningerne fra små både om foråret, fordi græsset er specielt godt her og skulle give noget velsmagende kød. Men stakkels får, tænk at skulle græsse på de meget stejle klippesider lige ned til vandet. Vi sejlede ind i kløfter, vi så bl.a. søpapegøjer. Det blev også fortalt hvor og hvordan færinger i sin tid gemte mad herude, til om vinteren, for at pirater ikke skulle stjæle det, og faktisk lå maden for snuden af dem, men de tog altid på rov i bygderne. Vi sejlede også forbi en laksefarm, som kan rumme 5000 tons laks!!! Efter sejlturen kørte vi til Saksun, af vej nr. 592. Her er meget flot. En lille kløft sørger for havvand i bunden af dalen, fra Atlanterhavet, nedenfor de stejle fjeldsider. Derfra kørte vi til Tjønuvik, som er den nordligeste bygd på Streymoy. Den er omgivet af fjelde på 3 sider og ligger i en bugt med udsigt over Atlanterhavet.

Tjønuvik bør man tage ud til hvis man er på Færøerne, der er også udsigt til nogle flotte klipper i Atlanterhavet. Herfra gik turen tilbage til Thorshavn. Den dag kørte vi ca. 150 km. Der var enkelte byger, overskyet og en temperatur på ca. 10°C.
Næste dag, onsdag (d. 3/7), var den sidste. Vi tilbragte den største del af tiden i Thorshavn, som er en hyggelig by. Vi fik også smagt på de lokale fiskefrikadeller. Herefter var det af sted til færgen, så vi kunne komme af sted til Island, som jo var vores mål. Der var afgang kl. 18.00. Den dag var der  igen enkelte byger, overskyet og en temperatur på ca. 7-10°C.

Udsigt over Hólmatunga. Bemærk vejen, med 12% stigning og den sorte strand i baggrunden.

Herefter gik det videre til Vopnafjorður. Det var en meget smuk tur, hvor landskabet hele tiden skifter fra grønne bjerge, mosbelagte sletter og golde stensletter. Vi fortsatte af vej nr. 85, forbi Þórshöfn, helt til Raufarhöfn, hvor vi ville campere. Vi håbede det ville være skyfrit om natten, så vi kunne få et glimt af noget, der kunne minde om en midnatssol, da det jo er noget af det nordligeste man kan komme på fastlandet på Island, og ikke langt fra Polarcirklen. Polarcirklen "snitter" lige kysten. Desværre forsvandt skyerne ikke. Men det var dog lyst hele natten. Campingpladsen hører nok til blandt de mindste. Vi var alene da vi ankom. Der ankom dog et par mere, lidt senere. Pladsen var ubemandet og her var kun 2 toiletter og en håndvask med koldt vand. Til gengæld var det gratis at bo der. Det holdt tørvejr hele dagen og temperaturen lå på omkring 6-8°C. Vi kørte i alt ca. 250 km den dag.
Næste dag skinnede solen fra en skyfri himmel. Desværre åbnede den eneste butik i byen først kl. 16.00, så morgenmad fik vi ikke meget af. Vi kørte ind for at tanke, på det tidspunkt, en ubemandet tankstation, og pga. af lidt kludder med kreditkortet og manglende kommunikation med en lokal beboer, som tilfældigvis var der, så endte det med at han betalte vores benzin, han ville end ikke modtage nogle kontanter. Flink mand. Vi kørte videre af vej nr. 85 helt ude ved kysten. Her er ikke meget at se på, udover den øde og flotte slette, og alligevel syntes vi det var fascinerende. Stedet hedder Melrakkkaslétta (Rævesletten) og her er megen blæst. Kysten er dækket af drivtømmer og her er en masse fugle. Vi holdt pause i den lille by, Kópasker, hvor der både er camping og indkøbsmuligheder. Herefter kørte vi videre til Jökulsárgljúfur Nationalpark (Gletcherelvkløften, ofte bare kaldet Jökulsá-dalen af turister). Det første man kommer til er  Ásbyrgi, som er en utrolig flot hesteskoformet kløft. De første vikinger mente at kløften var et hovaftryk efter Odins gigantiske hest Sleipnir. Klippevæggen er 100 m høj og danner en 1 km lang ring, med en samling mindre klipper i midten. Resten af parken følger Jökulsá á Fjöllum, der er Islands længste elv. Vi drejede fra og kørte af vej nr. 862, langs elven og ned til vandfaldene, Hafragilsfoss og Dettifoss, sidst nævnte er Europas største vandfald. Her føler man sig lille, vandfaldet buldre løs og det føles som om jorden ryster. 500 tons vand løber over kanten hvert sekund og falder 44 meter. Et utroligt syn, som ikke kan gengives på billede.
Herefter kørte vi igen tilbage til vej nr. 85, for at fortsætte mod Húsavík. Vejen går igennem flot landskab, bl.a. sletten, Kelduhverfi, som består af sand, udvasket af gletscheren. Dette er også det nordligste sted, hvor de to halvdele af Island trækkes fra hinanden.  Flere steder er der en utrolig flot udsigt. Vi fandt campingpladsen i Húsavík og slog lejr. Vi havde kørt ca. 230 km. Det var solskin hele dagen og temperaturen nåede op på 15-20°C og vinden var let til frisk. Om aftenen hvor der en utrolig flot solnedgang lige omkring midnat, hvor solen kun i kort tid forsvinder i horisonten.
Dagen efter, lørdag d. 6/7, valgte vi at tage ud og sejle, for at se på hvaler, pris: ca. 350,-/pers. Vi havde hjemmefra booket hos Norðursigling. Det lykkedes at se delfiner, tumlere (minder mest om et marsvin) og vågehvaler. Det lykkedes at komme så tæt på vågehvalerne, at vi kunne lugte deres meget dårlige ånde. Resten af dagen brugte vi på at gå lidt omkring i Húsavik. Det var tørvejr hele dagen og temperaturen lå omkring 10°C, og solen "kiggede frem" bag skyerne engang imellem.
Dagen efter (d. 7/7) kørte vi af vej nr. 87 til den nok så kendte Mývatn (Myggesøen). Vejen går bl.a. igennem ørkenområdet Hólasandur. Lige ved søen, går vejen igennem Eldhraun (Ild-lava), som er størknet og revnet lava, meget betagende. Hele området er faktisk så øde at NASA i 1960'erne trænede astronauter her, inden Apollo 11 missionen. Selve søen ligger lige vest for den midtatlantiske spredningsryg, hvor Island langsomt trækkes midt over med ca. 2 cm/år. Området er et af de mest vulkansk aktive områder i verden. Her er næsten dagliges jordrystelser, som dog kun kan måles, ikke mærkes. Her er også den største koncentration af kratere, lavamarker, boblende mudderpøle, varme kilder og myg!! Det er dog kun dansemyg, som ikke stikker, men er meget irriterende.
Efter vi havde fundet en campingplads lidt uden for Reykjahlíð, kørte vi første ud til det store krater, Hverfell, som er 2500 år gammelt. Krateret er ca. 1000m bredt og nede i bunden har mange skrevet navne og hilsner med lyse sten. Krateret er kun lavet af sort lava. Derfra kørte vi til Grjótagjá, en underjordisk varm kilde, som desværre er blevet for varm til at bade i, efter et jordskælv. Her kan man også tydeligt se den revne som deler Island. Faktisk er det nogen steder muligt at stille sig, så man har et ben på det amerikanske kontinent og et på det europæiske. Herfra kørte vi over Námafjall, klippekarmen, hvor det også ses tydeligt at Island er ved at blive revet midt over. Her lugter af svovl, og lidt længere fremme ligger den kendte boblende mudderpøl, Hverarönd. Et meget fascinerende område med en række boblende søer og dampende sprækker. Jordskorpen er her meget tynd, så det er vigtigt man holder sig på stierne. Bjergene har mange farver og er meget flotte. Herefter kører vi nogle få km videre til Krafla-området, som ligger ovenpå et reservoir af flydende lava, som er skyld i områdets vulkanske aktivitet. Da vi var der, var hele området løftet 9 cm, så man viste, det ikke ville vare længe før at lavaen ville komme op et eller andet sted. Vi så Víti-krateret som er 320m i diameter med en en sø i bunden af krateret. Det menes ikke at være aktivt længere. Ikke langt derfra er det muligt at komme ud i et meget "aktivt" område, hvor man faktisk tidligere har haft et skilt med "Adgang forbudt, pga. vulkansk aktivitet". Men det tiltrak så mange turister at man fjernede det igen. Man fraråder også al offroad kørsel i området! Så hvis man er villig til at løbe den risiko, at man kan risikere pludselig at stå midt i et vulkanudbrud, så giver dette golde område et godt indtryk af jordens skabelse, som måske ikke findes noget andet sted. Vi valgte at kører derind, bl.a. for at se Leirhnjúkur-krateret,  men kun lige for at se og så ud igen. Det er jo ikke et sted man har lyst til at holde picnic. Om et af de kratere vi så var Leirhnjúkur, vides ikke, her er ingen skilte. Derefter var det tilbage til campingpladsen. Vi havde kørt 120 km det var både vindstille og af og til en let vind. Temperaturen var 15-20°C.  Dagen efter kørte vi en tur rundt om Mývatn. Vi så bl.a. Laxa-floden og Skútusstaðagígar-pseudokraterne, som er dannet ved at vand er blevet opvarmet under lavaen og er kommet op til overfladen. Derefter kørte vi til Dimmuborgir (sorte borge), en stor 2000 år gammel mark af forvredne lavaformationer. Her kan man gå rundt og se på naturskabte søjler, buer og huler. Den mest kendte er Kirkjan (kirken), som har gotiske buer. Når man kigger på søjlerne, giver det stof til eftertanke, når man ved at det er jorden der er sunket omkring søjlerne og ikke søjlerne der er "skudt" op af jorden. Jeg vil gætte på at jorden er sunket ca. 20 meter. Vejret skiftede hele dagen mellem sol, byger og regn. Temperaturen lå på ca. 10°C.

Et sted midt på Island. Øde, goldt og flot.

Fra Myri er der ca. 190 km før vi igen får gode veje under vores dæk. Så det er på denne rute at vores motorcykler og udstyr skal bestå sin "prøve". Her er utroligt goldt, øde og flot. Landskabet skifter hele tiden. Der skal passeres elve flere så dybe at vi er tæt på at opgive at komme over og andre indeholde store glatte sten som heller ikke er til at kører på. Jeg holdt op med at tælle elve, da jeg var nået til 25. Nogen steder består vejen af store sten som er meget ubehagelige at kører på, andre steder af meget blødt "sand-aske", som motorcyklen synker i og gør den meget svær at styre. Igen og igen kommer man i voldsom slinger. Mange steder er vejen så ujævn at vi må snegle os af sted med 5-15 km/t. Men her kan man til gengæld opleve de store vidder, udsigt til bjerge, sand- og stensletter, gletschere og en utrolig ro. Her er ikke en lyd. Man kan ikke engang høre vinden, da der ikke er nogen træer den kan suse i. Det er en utrolig flot tur. Men den er hård og vi havde våde fødder det mester af vejen, da vores støvler ganske enkelt ikke var høje nok. Inde midt på øen er det muligt at campere. Men det blæste meget kraftigt, samtidig med at klokken ikke var mere end vi vurderede at vi kunne klare resten af turen på rimelig tid, så derfor besluttede vi os for at fortsætte. Desværre drejede vi senere fra af en forkert vej, som vi døbte "Det sorte Helvede". Vejen og hele området bestod udelukkende af kulsort sand-aske, som nærmest er umuligt at kører i. Efter ca. 45-50 minutter og ca. 8 km, gik det op for os at det var den forkerte vej, så vi måtte tilbage af den samme vej. Vi overvejede at campere her, men fandt det umuligt, da vi ikke kunne parkere motorcyklerne fordi det var for blødt, vi kunne kun fastgøre teltet til cyklerne, da vi ikke kunne bruge pløkker i dette bløde sand og for det tredje frygtede vi at det kunne blæse yderligere op, og så ville vi være i en frygtelig sort sandstorm. Senere ankom vi, langt om længe, til Sigalda. Men ak, vej nr. 208 som førte til Landmannalaugar var spærret. Vi kørte ca. 500 meter længere og fandt en tankstation i Sigalda. Vi turde ikke kører længere da vi havde brugt den ene 5L reservedunk. Vi kiggede på klokken, chok, den var 1 om natten. Vi havde ikke lige taget højde for, at det stort set ikke bliver mørkt på Island om natten. Vi troede at klokken var 9-10 om aftenen. Heldigvis var der på denne tankstation et tilhørende motel, så vi lejede et værelse for ca. 350 kr. De lukkede godt nok kl. 23, men en flink dame hjalp os på plads i værelset. En turist fortalte os senere at vejen sandsynligvis var lukket pga. sandstorm, men var dog ikke sikker. Den dag havde vi kørt 325 km (på ca. 15 timer!) og vejret havde været godt det meste af turen. Der var dog ofte kraftig blæst. Temperaturen lå på ca. 10°C.

Sprengisandur, den sydlige del

Landskab ikke langt fra Landmannalaugar.

Hveravellir.

Skogafoss.

Derefter kørte vi videre mod byen, Vik. Denne gang for at se stranden og fuglefjeldet, hvor der bl.a. er søpapegøjer. Stranden skulle høre til en af de aller bedste i verden, den er flot og sort, som står i dyb kontrast til det hvide skum, som er forårsaget af bølgerne. Hvad der skulle gøre stranden til en af verdens bedste vides ikke. Men det kan nok ikke være havtemperaturen. Derefter kørte vi videre til Kirkjugólf (kirkegulvet), som er et naturligt forekommende "flisegulv", bestående af toppen af de sekskantede basaltsøjler. Man kunne godt tro at dette var menneskeskabt, men det er det ikke. Herfra gik turen videre til Dverghamrar (Dværgklipper), som er nogle små klipper der består af basaltsøjler. Det siges at dværge er indespærret i disse basaltsøjler og der er ofte hørt musik og sang derfra. Herfra går turen til dagens mål, nemlig den store sandslette, Skeiðarársandur. Det er et område på størrelse med Bornholm. Her bliver man advaret mod sandstorme inden man kommer til sletten, især frygtet af cyklister. Der var dog ingen denne dag. Til gengæld havde vi fin udsigt til gletscheren, Vatnajökull. Gletscheren er verdens største uden for polaregnene. Den dækker et areal på 8500 km² svarende til 12% af Islands areal. Den er 1 km tyk, på det tykkeste sted. Og det var netop her, det kendte vulkanudbrud i 1996 fandt sted. Det startede med et jordskælv under gletscheren d. 29/9-1996 og den 1/10 begyndte lavaen at strømme ud af en 4 km lang revne, under gletscheren. Det tog kun 30 timer før der var smeltet hul i gletscheren, igennem 500m is (energien svarer til at der blev sprængt en Hiroshima bombe hvert minut, de første 2 dage). Aske m.m. blev slynget 10 km op i atmosfæren. D. 14/10 stoppede udbruddet, som havde smeltet 5000m³ vand hvert sekundet og hævet isoverfladen med 15-20 meter hver dag. Men først d. 5/11 fandt vandet vejen ud af gletscheren, som resulterede i en tidevandsbølge der var ca. 3-4 m høj og 500-600m bred. En halv time senere var den store bro på Skeiðarársandur, stort set skyllet væk. Omkring 15 millioner m³ isflager knækkede af gletscheren, de største vejede omkring 5000 tons, stykker på 1000 tons fandt man op til 15 km væk, ved vejen som går gennem sandsletten. Da vandstrømmen når sit højeste kl. ca. 23, strømmer der 50000m³ i sekundet. Den 6/11 falder det hele til "ro" og der er nu løbet 3,5km³ vand (det samme som der løber i Themsen på et helt år) indeholdende 185 millioner tons mudder. Og isens overflade sank 150 meter.
Vi camperer i Skaftafell, lige for foden af gletscheren. Vi havde kørt ca. 250 km, og det havde stort set regnet det meste af tiden, med opklaring sidst på dagen. Temperaturen havde været omkring 10°C.
Næste dag besluttede vi os for at tage en vandretur i området. Først kom vi til Hundafoss. Toppen af vandfaldet blev i gamle dage brugt som vadested. Når vandstanden var for høj, skyllede hundene ud over kanten, deraf navnet "hundevandfaldet". Derefter kom vi til Svartifoss, som er utroligt flot, bl.a. pga. af de omgivende basaltsøjler. Så gik vi videre til en udsigtspost, Sjónarsker, men det var dog begrænset hvad vi kunne se, da det var diset. Men i godt vejr kan se helt ud til havet, over den store sandslette. Derefter gik vi videre mod nord til gletscheren, Morsájökull. Her kunne vi hører regelmæssige brag fra gletscheren, når den bevæger sig, derefter gik vi langs gletscheren, Skaftafellsjökull tilbage til campingpladsen. Hele turen tog 8 timer, men selv om været var diset, var det alligevel en rigtig god tur. Vejret havde været vindstille og temperaturen lå på ca. 10°C.

Lørdag d. 26/7 kunne vi atter sætte vores fødder i Hanstholm. Det havde været en meget vellykket tur. Solen skinnede og det var en dejlig tur det sidste stykke inden vi var hjemme. Vi havde tilbagelagt ca. 4000 km i alt.
Skulle du være interesseret i at høre/se mere, så skriv til mig på , jeg planlægger et lysbilledforedrag. 

Henrik Nielsen, August 2002

Færørene.

Fuglefjeldstur
Ferðaætlanin ’00 - ’01